Kunst er, som ordet siger, kunstig. Den spejler livet eller tegner et billede af virkeligheden. Men den er ikke virkelig.
Skuespilleren, f.eks., forsøger at skabe illusionen af, at det, som udspiller sig på scenen, er virkeligt. Hvis skuespilleren er en stor kunstner, lykkes det måske at få publikum til at leve med i skuespillets illusoriske virkelighed. Men der er tale om en illusion. Det ved skuespilleren godt. Og publikum ved det også. Alligevel græder vi, når skuespillet er sørgeligt, vi gribes af medfølelse eller forskrækkelse, når skuespillets personer rammes af hårde skæbner, og vi ler, når noget morsomt udspiller sig i handlingen. Mens vi sidder i teatret, forføres vi til – eller vi vælger – at tro på og leve med i illusionen.
Hvordan kan det lade sig gøre? Hvad er det, kunstneren kan, som gør os villige til at blive forført?
Kunstneren kan være spontan på kommando. Kunst kan i den forstand beskrives som planlagt spontanitet. Kunstneren behersker den vanskelige kunst (!) at gribe øjeblikket, at gøre sig tom og åben for nuets kreative kræfter. Kunstneren kan tilsidesætte eller glemme sig selv for en stund og i stedet agere så overbevisende i kunstens illusoriske virkelighed, at den synes virkelig.
Små børn behersker denne kunst. Deres fantasi er endnu ikke begrænset af fastlåste forestillinger om virkeligheden. De kan lege sig ind i et maleri eller en historie. De er til stede. De oplever livet som magisk og forunderligt. De er åbne og nysgerrige. De er livs-kunstnere.
Leave a Reply