For et par år siden var jeg på besøg på et hospice. Jeg skulle lave en lille koncert for de mennesker, der havde fået mulighed for at tilbringe deres sidste tid på dette sted, som har særlig omsorg og forståelse for døende og deres behov.
Det program, jeg havde sammensat til lejligheden, lignede på mange måder det, jeg ville vælge at synge i mange andre sammenhænge. Med andre ord havde jeg ikke valgt sangene med særlig hensyntagen til, at det var døende mennesker, som jeg skulle synge for.
Kort før koncerten skulle begynde, blev pladserne foran mig fyldt op. Der blev kørt senge ind med de svageste patienter, og døre blev åbnet til de stuer, hvor den sengeliggende ikke kunne flyttes. Kun en anelse forsinket kunne vi gå i gang.
Som sagt: det repertoire, jeg havde valgt at synge, var ikke anderledes end ved så mange andre koncerter. Men min oplevelse blev alligevel ganske anderledes. For sangenes ord fik en helt anden betydning, når jeg så ud på disse ansigter, som var helt bevidste om, at livet snart var slut. Gennem disse mennesker mærkede jeg pludselig, hvor dyrebart og kort livet er. Hele rummet blev fyldt med nærvær. Nogle sang med, andre nøjedes med at lytte ved denne – deres måske sidste – koncert.
Sidste sang var Jens Rosendals ”Du kom med alt det, der var dig”. Og her blev rummets stemning opsummeret i de sidste linier: ”at livet det er livet værd / på trods af tvivl og stort besvær / på trods af det, der smerter / og kærligheden er og bli’r / og hvad end hele verden si’r / så har den vore hjerter”.
