Helt grundlæggende følger vi mennesker – som næsten alt andet levende – det princip, at vi forsøger at undgå lidelse, og i stedet søger mod det, som er behageligt og frydefuldt. Det synes også at være en fornuftig strategi. Der er blot den hage ved det, at ingen af os undgår lidelsen. Vi kommer alle til at opleve smerte, enten i form af fysisk lidelse eller følelsesmæssig smerte eller – for de flestes vedkommende – begge dele. Og lidelsen synes at forstærkes, når vi har modstand mod den. Man kunne måske udtrykke det således, at graden af lidelse er direkte afhængig af graden af modstand mod den smerte, man oplever. Sat på en formel kunne det beskrives som følger: lidelse er lig med smerte gange modstand.

Betyder det så, at vi blot passivt skal acceptere lidelse? Nej. Men i de tilfælde, hvor vi ikke kan undgå den smerte, som er en naturlig del af livet, kunne en mere accepterende holdning måske være konstruktiv. De fleste af os oplever til eksempel at blive svigtet af en elsket. I en sådan situation har vi et valg: vi kan forsøge at undgå den følelsesmæssige smerte, der oftest er forbundet hermed, ved at forhærde os i vrede eller finde på alle mulige aktiviteter, som kan fjerne os fra de følelsesmæssige sår, der smerter. Men vi kan også modsat møde den følelsesmæssige smerte uden at flygte og uden modstand. En sådan accepterende holdning fører os ofte dybere ind i smerten og i dens kilde, og denne proces kan føre til en forløsning, som er langt dybere end det, flugten kan give os.