– et koncertforedrag med levende eksempler
I 1800-tallet var en af de meget populære musikalske genrer solosangen med klaverledsagelse. Denne intime koncertform giver mulighed for en særlig fordybelse i og nuancering af både tekst og musik. I 1800-tallets romantiske idé-verden centrede emnevalget sig ofte omkring kærligheden (ikke mindst den ulykkelige af slagsen), dybe naturbeskrivelser og det mystiske og overnaturlige (som vi nok i dag ville kalde det ubevidste). Solosangen med klaverledsagelse kendes i Danmark undernavnet “romance” og i det tyske sprogområde under betegnelsen “lied”, og man søgte heri at udtrykke det, man kaldte “livspoesi” – et særligt nærvær i forhold til livets detaljer, så man ikke gik glip af det essentielle.
I dette koncertforedrag gennemgår Martin Guldberg udviklingen af henholdsvis den danske romance og den tyske lied i 1800-tallet. Foredraget krydres undervejs med levende fremførelse af romancer og lieder af danske komponister som Weyse, Hartmann, Gade, Lange-Müller, Heise og Carl Nielsen samt tyske komponister, som f.eks. Beethoven, Schubert, Schumann og Brahms m.fl. Sammen med pianisten Mats Rudklint gives eksempler på klaverakkompagnementets udformning og særlige betydning op gennem 1800-tallet, både i form af tonemaleriske elementer, musikalske stemningsmalerier og den stadig mere selvstændige rolle, som klaveret indtager i denne intime musikgenre. Ligeledes beskrives den særlige brug af stemmen, som hører til genren, og hvordan kravene til liedsangerens stemmebrug adskiller sig fra f.eks. operasangerens brug af stemmen.
Eksemplerne tæller en perlerække af sange, hvoraf en del stadig findes i f.eks. Højskolesangbogen eller andre af tidens fællessangsudgivelser (f.eks. ”Lysets Engel går med Glans”, ”Himlen ulmer svagt i Flammerødt”, ”Der er en trolddom på din Læbe” (“Til en Veninde”), ”Irmelin Rose”, ”And die Musik”, ”Heidenröslein” m.fl.
Sanger og foredragsholder: Martin Guldberg
Pianist / akkompagnatør: Mats Rudklint
Martin Guldberg er sanger, manuskriptforfatter, komponist m.m. Han er cand. phil. i Musikvidenskab og studielektor på Aarhus Universitet. Han har en MA i Vocal Performance, en MA i Vocal Pedagogy og har bred erfaring både som foredragsholder og som sanger med engagementer indenfor såvel opera, operette og musical som lied, romance og oratorium. Fra 1999-2009 var Martin Guldberg leder på Den Ny Opera, hvortil han også skrev adskillige musical- og operette-forestillinger for børn.
Mats Rudklint er uddannet klassisk pianist. Han er særdeles aktiv som akkompagnatør, men har også andre musikalske roller, f.eks. som kapelmester i “Wienerensemblet” og med musikalske foredrag, hvor han fremfører soloklaverstykker. Mats Rudklint har gennem en lang årrække været fastansat som pianist og underviser ved Esbjerg Højskole og har i øvrigt bred erfaring som underviserbåde i kursussammenhæng, på højskoler, som foredragsholder og som klaverpædagog. Mats Rudklint har udgivet to CD’er med romantiske klaverstykker.
Kontakt: martinguldberg@gmail.com eller telefon 27 12 27 36
For yderligere information: se www.martinguldberg.dk
Recent Comments