Author: Martin Guldberg (Page 1 of 2)

Schubert: “An die Musik”, Martin Guldberg (baryton) & Mats Rudklint (piano):

I dag udkom den første af en række lieder, som Mats Rudklint (piano) og jeg (baryton) indspillede i 2016, nemlig Schuberts lied, “Seligkeit” (KLANGHEIM RECORDS, 2017). Udgivelsen kan høres på youtube (link nedenfor), og den kan købes alle de sædvanlige steder (iTunes, Google Play etc.), ligesom den er på alle de sædvanlige streaming tjenester.

“Seligkeit” handler om en mand, som forestiller sig, hvor dejligt det må være i himmerige. Alle smiler til hinanden, der er harpespil og salmesang – og dér kunne han godt tænke sig at være. Men da så hans kæreste smiler til ham, indser han, at han også kan være salig her på jorden, og at kærligheden, han deler med hende, kan være et himmerige i sig selv.

I december 2015 udkom Rasmus Grønborg (piano) og jeg (sang) på en EP med de fire salmer af Hans Thimes, som vi indspillede i 2009 (EP: Salmer af Hans Thimes, KLANGHEIM RECORDS, 2015).  Indspilningen var egentlig blot tænkt som en demo af Hans Thimes sange, og vi lavede den på opfordring fra salmedigteren og salmekomponisten selv. Men nu er de tilgængelige offentligt via f.eks. iTunes.

Hans Thimes (1949-2013) var en på mange måder interessant person. Læs mere om ham i nekrologen i Information – se

http://www.information.dk/477936

Herunder er der links til to af sangene fra EP’en:

De knager endnu, de gamle ord – Adventssalme

Martin Guldberg, baryton

Rasmus Grønborg, piano

Livets Sejerskrans

Martin Guldberg, baryton

Rasmus Grønborg, piano

“NYE SANGE MED BRASK OG MED BRAG” – SALME AF HANS THIMES

Hans Thimes, som kendte til både livets lyse og livets mørke sider, skrev en del salmer. For mange af os, der kendte Hans Thimes, var det måske lidt af en overraskelse, at han også var salmedigter. Hans tekster afspejler dog netop den brede erfaring, han havde med menneskelivet, og bærer også ind imellem præg af den finurlighed, som var kendtegnende for ham – en finurlighed man også finder i hans humoristiske tekster og sange til f.eks. Stand-Up-duoen “NOF og Thimes” samt andre af hans udgivelser. Salmeteksterne er dog dybt forankrede i den kristne, lutherske livsforståelse, og Hans Thimes skrev tilmed selv melodierne til sine salmetekster.

Hør et eksempel på en af salmerne herunder, hvor Martin Guldberg og Rasmus Grønborg har indspillet “En Solsort under et Fyrretræ”. Linket er til youtube, og sangen kan høres der og via Spotify og Apple Music eller købes i f.eks. iTunes, Google Play etc.:

KLANGHEIM RECORDS 2015

http://www.klangheim.com/klangheim-records

Martin Guldberg, baryton

Rasmus Grønborg, piano

Her en optagelse af Hans Thimes salme, “Der var sikkert Stjerneskær”

Martin Guldberg (baryton)

Rasmus Grønborg (piano)

Forleden hørte jeg, at norske forskere har gennemført et forskningsprojekt, hvis resultater peger i retningen af, at det er sundt at jodle! Mennesker synes at blive gladere af at jodle. Kroppen udskiller flere endorfiner, og disse er medvirkende til at dæmpe stress og forstærke immunforsvaret.

Den første tanke efter at have modtaget en sådan information kunne være, at der da også forskes i de mærkeligste ting nu om stunder. Men måske er det slet ikke så dumt at se nærmere på, hvordan forskellige former for legende og kreativ brug af stemmen påvirker os.

Mange har oplevet, hvordan den musikalske brug af stemmen kan give glæde og øge ens velbefindende. Dette hænger bl.a. sammen med menneskets naturlige behov for at udtrykke sig. Og sang er at udtrykke sig. Hvis vi i længere tid er afskåret fra at kommunikere med andre mennesker, kan det udløse et stort savn. Og faktisk kan det hjælpe at tale med sig selv – f.eks. til et spejl – hvis der ikke er andre at tale med. Eller man kan synge med sig selv.

Sang rummer nemlig en ekstra dimension. Det musikalske sprog inviterer til medleven og knytter oftest udtrykket dybere sammen med følelserne. En legende brug af stemmen og udtrykket kan endda virke følelsesforløsende og være en hjælp til at overvinde forskellige former for følelsesmæssige hæmninger. Også mismod kan overvindes, når de tungere følelser får lov at blive udtrykt og løftet op på sangens vinger.

Der er med andre ord al mulig grund til at synge, jodle og tralle på livet løs! 

Kunst er, som ordet siger, kunstig. Den spejler livet eller tegner et billede af virkeligheden. Men den er ikke virkelig.

Skuespilleren, f.eks., forsøger at skabe illusionen af, at det, som udspiller sig på scenen, er virkeligt. Hvis skuespilleren er en stor kunstner, lykkes det måske at få publikum til at leve med i skuespillets illusoriske virkelighed. Men der er tale om en illusion. Det ved skuespilleren godt. Og publikum ved det også. Alligevel græder vi, når skuespillet er sørgeligt, vi gribes af medfølelse eller forskrækkelse, når skuespillets personer rammes af hårde skæbner, og vi ler, når noget morsomt udspiller sig i handlingen. Mens vi sidder i teatret, forføres vi til – eller vi vælger – at tro på og leve med i illusionen.

Hvordan kan det lade sig gøre? Hvad er det, kunstneren kan, som gør os villige til at blive forført?

Kunstneren kan være spontan på kommando. Kunst kan i den forstand beskrives som planlagt spontanitet. Kunstneren behersker den vanskelige kunst (!) at gribe øjeblikket, at gøre sig tom og åben for nuets kreative kræfter. Kunstneren kan tilsidesætte eller glemme sig selv for en stund og i stedet agere så overbevisende i kunstens illusoriske virkelighed, at den synes virkelig.

Små børn behersker denne kunst. Deres fantasi er endnu ikke begrænset af fastlåste forestillinger om virkeligheden. De kan lege sig ind i et maleri eller en historie. De er til stede. De oplever livet som magisk og forunderligt. De er åbne og nysgerrige. De er livs-kunstnere.

Det er ofte sagt, at livet bliver for kedeligt og gråt, hvis ikke tilværelsen krydres med lidt humor. Humor er befriende. Humor drejer en situation og ser den fra en uventet vinkel. Humor er i sig selv et udtryk for kreativitet og opfindsomhed. Og mennesker med humoristisk sans er ofte i høj kurs.

Humor får os til at reagere spontant. Når vi lytter til en vittighed og når til den overraskende pointe, ler vi ganske umiddelbart. Det er et åbent øjeblik, hvor vi er i nuet og lever det uden kommentarer og analyser. I en sådan situation ler vi ikke med vilje. Latteren griber os, og i et kort øjeblik løftes vi ud af vores normale virkelighedsrammer.

Hvis vi ikke forstår en vittighed og må have den forklaret, er latteren som regel noget mere dæmpet og ufri. Overraskelsen forsvinder, og vi forbliver indenfor vores gængse virkelighedsrammer. Det er netop overraskelsen, åbenheden og spontaniteten i en vittigheds pointe, der er med til at åbne os, så vi giver slip på os selv og vores gøren og i stedet blot er. I denne lattermilde overraskelse dvæler vi et kort sekund i evigheden.

Humor relativerer vores selvhøjtidelighed og livets alvor. Vi får lejlighed til at le ad os selv. Neden under dette ligger en erkendelse af livets skrøbelighed og forgængelighed. Hvorfor holde fast og stivne i en formørket alvor? Ensidig alvor er komisk og ofte et udtryk for lukkethed. Humor kan åbne os, hvis vi tør give slip. Den kan hjælpe os til at være lidt mindre selvcentrerede – og det har de fleste af os brug for .

For et par år siden var jeg på besøg på et hospice. Jeg skulle lave en lille koncert for de mennesker, der havde fået mulighed for at tilbringe deres sidste tid på dette sted, som har særlig omsorg og forståelse for døende og deres behov.

Det program, jeg havde sammensat til lejligheden, lignede på mange måder det, jeg ville vælge at synge i mange andre sammenhænge. Med andre ord havde jeg ikke valgt sangene med særlig hensyntagen til, at det var døende mennesker, som jeg skulle synge for.

Kort før koncerten skulle begynde, blev pladserne foran mig fyldt op. Der blev kørt senge ind med de svageste patienter, og døre blev åbnet til de stuer, hvor den sengeliggende ikke kunne flyttes. Kun en anelse forsinket kunne vi gå i gang.

Som sagt: det repertoire, jeg havde valgt at synge, var ikke anderledes end ved så mange andre koncerter. Men min oplevelse blev alligevel ganske anderledes. For sangenes ord fik en helt anden betydning, når jeg så ud på disse ansigter, som var helt bevidste om, at livet snart var slut. Gennem disse mennesker mærkede jeg pludselig, hvor dyrebart og kort livet er. Hele rummet blev fyldt med nærvær. Nogle sang med, andre nøjedes med at lytte ved denne – deres måske sidste – koncert.

Sidste sang var Jens Rosendals ”Du kom med alt det, der var dig”. Og her blev rummets stemning opsummeret i de sidste linier: ”at livet det er livet værd / på trods af tvivl og stort besvær / på trods af det, der smerter / og kærligheden er og bli’r / og hvad end hele verden si’r / så har den vore hjerter”.